Helle Kristensen og Claus Ardal har skiftet en lejlighed i Randers ud med en landejendom i Tørring. De fortryder ikke et sekund.
Tørring: De to heste græsser fredeligt på engen bag ved Enghavegård på Viborg Hovedvej ved Tørring. I det store hvidkalkede stuehus fra 1890 er der gamle døre og oprindelige gulve, mens der inde bag de rødmurede udbygninger af noget nyere dato både er hestebokse, saddelrum og nye installationer.
Det var et ønske om mere plads, der for to år siden sendte det i dag 37-årige par Helle Kristensen og Claus Ardal fra Randers til Tørring.
- Det var ikke fordi, vi havde en eller anden romantisk forestilling om livet på landet. Men jeg er en hestepige, og Claus har sin egen hobby-fotovirksomhed. Med udstyr, baggrunde, lys m.m. er det ikke en interesse, der passer ind i en lejlighed. Vi var nødt til at leje et lagerrum ude i byen til alle vores ting, og min hest stod opstaldet udenfor byen.
- Det var ikke holdbart, så vi ville gerne finde et sted, hvor vi kunne have vores ting, og der både var plads til min hest, og Claus kunne lave et fotostudie, fortæller Helle Kristensen om baggrunden for deres vej til Tørring.

- - Vi har begge to tænke-tale job, og vi synes det er en fantastisk måde at koble af på. Lige at klappe en hest, få en skovl i hånden og køre en tur på en havetraktor.
Hverken for dyrt eller for meget udkant
Hun er oprindeligt uddannet tekstildesigner, men er i dag selvstændig digital formidler, hvor hun bl.a. arbejder med at lave hjemmesider, skrive artikler m.m. Sideløbende har hun et projekt for Hestens Værn, hvor hun arbejder med at få mere dyrevelfærd ind i ridesporten.
Claus Ardal er oprindeligt uddannet maskinmester og arbejder som manager af prototypeafdelingen hos Lego i Billund. Dertil kommer hans foto-hobbyvirksomhed, hvor han har specialiseret sig i at fotografere heste og hunde.
Sammen har parret desuden datteren Karoline på 20 måneder. Hun kom til verden nogle måneder efter, at parret efter lang tids boligjagt for godt to år siden fandt hvad, de drømte om, i Tørring. En ejendom med nyere og velholdte udbygninger og lige under to hektar jord til, så der også var noget at græsse på for hestene.
- Skulle vi tættere på Skanderborg og Aarhus blev det for dyrt, og rykkede vi længere vestpå, synes vi, det blev for meget Udkantsdanmark. Tørring er helt perfekt for os. Vi bor ganske få kilometer fra byen, der har alt, hvad vi skal bruge, og går vi ud af Hammer Møllevej, har vi alt den fantastiske natur og freden og roen på landet. Der går jo næsten ikke en dag, uden vi ser rådyr, når vi lukker hestene på fold, lyder det begejstret fra Helle Kristensen.
Mere ordentlighed
Hun er selv opvokset i Hjerm mellem Holstebro og Struer, mens gemalen Claus Ardal stammer fra den lille landsby Læsten mellem Randers og Viborg, så livet i mindre lokalsamfund ligger dem ikke fjernt.
- Som yngre kunne jeg ikke komme hurtigt nok væk hjemmefra og den der "alle kender alle"- mentalitet, men i dag ser jeg det som en kæmpe fordel, at folk kender hinanden i byen. Hvis vi har været i tvivl om noget, har vi bare kunnet ringe til den tidligere ejer, og vi har fået den mest fantastiske dagplejemor til vores datter. Det er som om, folk er lidt mere ordentlige. Ordentlighed trives bare lidt bedre herude, fordi hele byen ved det, hvis man ikke er det, lyder det fra Helle Kristensen.