Det årlige outletmarked i Hedensted har i år fået mere fast tag over hovedet. I stedet for et telt på Bytorvet, rykker syv butikker ind i det tidligere Aldi.
Hedensted: I en del år har butikkerne i Hedensted arrangeret oprydningssalg i et telt på Bytorvet, inden sommeren for alvor går i gang.
Men i år rykker syv butikker ind i den tidligere Aldi-butik. Det sker i næste uge onsdag til fredag i butikkernes normale åbningstid.
- Fordelen for os er, at vi ikke skal stå i et telt, som er udsat, hvis der kommer dårligt vejr, som de lover i næste uge, fortæller Carsten Jensen fra Mr. Carsten.
- Vi kommer også til at kunne have flere varer med til minimessen, fordi vi ikke skal flytte varer frem og tilbage hver dag, fortæller Henriette Ludvigsen fra Matas.
Butikkerne havde et lignende marked i efterårsferien, og fordi den gamle butik endnu ikke er revet ned for at give plads til lejligheder, var det oplagt at leje den igen.
De syv butikker, der deltager, er Bentes Tøj, Sølvbjerg Shoes, Matas, Hedensted Boghandel og Legetøj, Mr. Carsten, Sportigan og Sille og Silas. De har alle fundet en mængde oprydningsvarer frem, som bliver solgt til skarpe priser.
Butikkerne opfordrer i øvrigt til, at kunderne selv medbringer poser eller indkøbsnet til deres indkøb.
- Vi vil gerne spare på plastikposerne og passe på miljøet, fortæller Mette Sølvbjerg fra Sølvbjerg Shoes.